Gratis fragt ved køb over 600 kr.
Mit navn er Bettina Holmquist, og sammen med min søn Mathias, driver jeg den lille familievirksomhed Bettina-Holmquist.dk.
Vi har skabt et univers, hvor vi deler strikkeglæde, inspiration og strikkeviden med alle, der elsker at strikke. Her finder du alt fra nyskabende strikdesigns, workshops og lækkert håndfarvet garn til gode råd, teknikvideoer og tips til at forebygge strikkegener (Mathias er nemlig aut. fysioterapeut).
Jeg har strikket, siden jeg var en lille pige – faktisk i mere end 55 år. Farver, mønstre og nye teknikker har altid fascineret mig, mens ensfarvet strik til gengæld kræver lidt ekstra tålmodighed 😉
I dag arbejder jeg mest med teknikkerne Multipatent, Flerfarvet vævestrik (hvor man kun strikker med en farve af gangen) og Mønsterstrik/Fair Isle, og jeg elsker det hele!
Jeg har strikket gennem alle tider – også dengang det ikke var moderne – og den erfaring bruger jeg nu i mine designs og garnfarvning.
I mange år arrangerede jeg kunsthåndværkermarkeder omkring Ribe, hvor jeg boede, og senere i Risskov/Egå. Jeg udstillede selv og solgte mine egne strikdesigns – primært mønsterstrikkede pulsvarmere, sokker og huer.
I 2019 og 2020 stod jeg bag ”Strikke-Hæklefesten ved Ribe”, en lille, hyggelig festival på Vadehavscentret i Vester Vedsted.
Som du nok kan høre, har mit liv altid været fyldt med strik og garn.
Da min mand i mange år har været syg, har jeg tilbragt meget tid hjemme. Men for nogle år siden fik jeg endelig mulighed for at tage ud og undervise – og det tog fart!
I dag rejser jeg rundt i landet til strikkefestivaler og afholder også workshops som “Lær at strikke Multipatent” og “Flerfarvet vævestrik”. Jeg nyder hvert eneste møde med andre passionerede strikkere.
Undervejs begyndte jeg at sælge garnkits, fordi jeg ville vise, hvordan man kan opnå det, jeg kalder den dobbelte wauw-effekt:
Når man kombinerer håndfarvet, farveskiftende garn med ensfarvet garn, opstår der en helt særlig magi i mønstrene.
Begge mine yndlingsteknikker – Multipatent og Flerfarvet vævestrik – bruger kun én farve ad gangen, typisk to pinde med lys og to med mørk, og alligevel sker der noget fortryllende på pindene.
I starten købte jeg garnet fra dygtige håndfarvere, men Mathias og jeg har længe drømt om at farve vores eget garn – og nu er vi i gang!
Mathias er vores alt-mulig-mand på Strikkekontoret – model, IT-chef, grafiker, webshopdesigner, fysioterapeut og forfatter til ”Forebyg strikkeskader”. Han sørger for alt inde bagved fungerer, og uden ham var mine opskrifter næppe kommet ud i verden, og jeg elsker, at vi kan kombinere vores forskellige kompetencer i en fælles passion.
Vi håber, du har lyst til at følge med på Facebook, Instagram og via vores nyhedsbrev.
Jeg bliver altid SÅ glad, når jeg får sendt billeder af jeres projekter i mine design – nu måske oven i købet også i vores garn – det er altid så spændende at se.